Det er onsdag morgen d. 11. maj. Solen skinner fra en skyfri himmel. På Hovedgaden i Allingåbro er der stillet fem flag fra flagalléen op foran Logen. Huset er pyntet med et stort lyseblåt banner og flag, balloner og blomster – det er Dagplejens dag i Allingåbro. Indenfor er hele salen i brug. Ved et bord er der dækket op til morgenmad og der sidder en håndfuld børn og spiser. Rundt omkring løber, kravler eller sidder der børn og leger med ballonerne som er spredt ud over gulvet.  Dagplejerne har fordelt sig så nogle hjælper med morgenmaden, mens andre leger med de børn som har spist. Som udefrakommende er det umuligt at se hvilke børn der høre til den enkelte dagplejer, kun når der er børn der bliver afleveret, og de bliver modtaget med store knus af deres egen dagplejemor, er det synligt.  Det er tydeligt at alle børnene er trygge og glade i de andre børns og dagplejeres selskab, på trods af at det kun er anden gang de er i Logen.

Kl 10.15 har dagplejen en aftale. De skal nemlig på Farsøhthus og synge sammen med beboerne. Inde i fællestuen, lige ved indgangen, sidder der allerede en lille gruppe klar til at tage imod børnene med store smil. Farsøhthusavisen har nemlig reklameret for arrangementet. En gruppe af Farsøhthus´s venner har dækket borde og smurt boller. Ungerne går hurtigt i gang med at udforske området, meget trygge ved de uvante rammer. Snart er der samling på tropperne og mens de sidste beboere får fundet en plads ved bordet, går dagplejen i gang med at synge. Det er kendte børnesange og det er tydeligt at beboerne nyder at se børnene synge og danse og indimellem også synge en strofe selv.

Efter at have spist boller går turen tilbage til Logen, hvor Kisser står klar med frokosten som er sponseret af MadXpressen. Dagli´Brugsen, Djursland Bank, Sparekassen Djursland, Bacheriet og Blomsterbutikken har ligeledes givet deres til, at der ikke mangler noget på festdagen.

Dagplejepædagog Susanne Bjerregaard fortæller at dagplejedagen bruges til at synliggøre den læring og det arbejde dagplejerne har sammen. ” Vi er stolte over, at kunne vise hvad vi kan og vil” siger hun.

Afdelingsleder for dagplejen, vuggestuen, børnehaven og SFO´en i Allingåbro Børneby, Bente Laursen er enig med Susanne Bjerregaard i at dagen skal sætte fokus på dagplejens fortrin.  Samtidig fremhæver hun sammenhængen med resten af Allingåbro ved at flytte festligheden ned i Logen. Flagene ved vejen og alt pyntet er med til at borgerne i Allingåbro lægger mærke til at der er noget at fejre. Dagen er også en mulighed for at nye forældre får lejlighed til at møde resten af forældregruppen ved den afsluttende forældrekaffe, og det er en indgang til andre fælleskaber.  Hele Allingåbro Børneby arbejder efter principperne for PALS (Positiv Adfærd i Læring og Sampil) og det er en vigtig brik i at skabe de gode overgange fra dagpleje og vuggestue og videre i børnehaven.  Overgange som Bente Laursen mener styrkes af den faglige sparring der foregår, når dagplejen mødes i legestuen i direkte forbindelse med vuggestuen og børnehaven. Et område som er vigtigt at fremhæve, når der tales om dagplejens rolle i Allingåbro Børneby.

Hele dagen slutter med kaffe og kage til forældre og børn. Og det er nogle glade dagplejere der vinker farvel til nogle ligeså glade, men også meget trætte børn. – Det har været endnu en god dag i dagplejen i Allingåbro!