Over 80 mennesker havde i dag taget det varme tøj på og gik på bogstavjagt i butikkerne i Allingåbro, vejret viste sig fra sin bedste side og dannede en smuk ramme om tændingen af julelysene.

I år er der også sat lys på den hvide bro, og det ser virkelig flot ud. 16 erhvervsdrivende og CAD Oldtimerne havde hængt nisser med bogstaver op, som børnehaven havde lavet.

Bogstaverne dannede de første linjer af en kendt julesang. Da alle bogstaverne var fundet samlede deltagerne sig ved Brugsen, hvor også flere kom til.

Formand for Dagli Brugsen Karen Rygaard bød velkommen og i fællesskab blev der talt ned og juletræet blev tændt.

Efter dans om juletræet blev vinderne af konkurrencen trukket ud, der var rigtig mange flotte præmier, venligt sponseret af butikkerne

Eftermiddagen sluttede med at Dagli Brugsen delte godteposer ud til ungerne.

Tak til alle jer som deltog og til byens butikker fordi I var med til at gøre det til en festlig eftermiddag.