I hjertet af Allingåbro ligger Dagli’ Brugsen. Det er fredag eftermiddag og ved kassen sidder Anja, som sædvanlig med en hurtigt bemærkning og et smil bliver vi sendt ud bagved, hvor vi møder Lars Nielsen, til en snak om hvordan det går i Brugsen og i Allingåbro set fra brugsuddelerens side.

Brugsen i Allingåbro har en lang historie, det er 76 år siden at den første Brugs åbnede. Dagli’ Brugsen er en selvstændig brugsforening, med egen bestyrelse og er dermed Vi er 1 af 250 brugsforeninger i Dagli’ brugs kæden. Udover Lars Nielsen er der 3 faste medarbejdere og 16 unge servicemedarbejdere.

Stærkt samarbejde
Lars Nielsen er et kendt ansigt Allingåbro, han har været i Dagli’ Brugsen i ni år og sidder derudover i halbestyrelsen, fællesbestyrelsen i Allingåbro Børneby og han er med i Alllingåbro Står Sammen. På vægen i kaffestuen hænger et billede af et drengehold i nye dragter, det er klubsamarbejdet mellem AIF og Nørager hvor Dagli’ Brugsen har været med sonm sponsor. Og vi fornemmer da også hurtigt at sammenholdet i Allingåbro ligger Lars meget på sinde, ikke kun samarbejdet med byens foreninger, men også de erhvervsdrivende imellem. I øjeblikket samarbejder Brugsen med Madxpressen, Bach’eriet, Blomsterbutikken, Nordisk Bryghus hvis produkter kan købes i Dagli Brugsen. Garnsalget derimod er flyttet ned i Det Kreative Hus, det ikke alene har støttet Det Kreative Hus, det har også øget garnsalget betydeligt. Det er da også derfor helt naturligt at Dagli’ Brugsen er erhvervsmedlem i Borgerforeningen.

Alt i alt sker der en masse i Dagli’ Brugsen i Allingåbro. Det er nu også muligt at indlevere tøj til rensning og fiskebilen kommer fremover fast om mandagen.

Fremtiden og flaskeautomaten
Lars ligger ikke skjul på at det, som forventet, har været et par hårde år for Brugsen efter den nye butik stod færdig i 2010, men det er ved at vende og han er meget optimistisk omkring fremtiden.  De er begyndt at have flere økologiske varer på hylderne og vil også gerne tage flere lokale varer ind, hvis der vel at mærke er efterspørgsel på det. Inden længe vil der blive opsat en ny flaskeautomat, efter 12 år og 4 millioner flasker har den gamle udtjent sin pligt og vil her i efteråret blive erstattet af en ny, som gerne skulle reducere fejlmeldingerne til et absolut minimum. Dette skulle gerne give kunderne en langt bedre oplevelse når de sælger flasker, og service er vigtig. Og når vi snakker med Lars er vi da heller ikke i tvivl – kunderne er det vigtigste i Dagli’ Brugsen i Allingåbro.