Niels’ kolleger har i al hemmelighed indstillet Niels til at være ”Danmarks Bedste Kollega”, og ud af 1528 kandidater er Niels en af de 10 finalister.
Winnie Ginge, lærer i Allingåbro Børneby og foregangskvinde for at nominere Niels, sagde bl.a. i sin tale til Niels: ”Du er altid hjælpsom, opmærksom og omsorgsfuld.
Du går altid et ekstra skridt for at vi alle sammen har det godt og trives. Du har altid et smil på læben og er altid klar med opmuntring og støtte. Det er dig der laver overraskelsespakkekalender til alle kolleger og dig der har hjemmebag med. Du ER bare den bedste kollega”.

Christian Sloth, distriktsleder I Allingåbro Børneby, havde ligeledes kun rosende ord til Niels. Her blev det også pointeret, at Niels ikke kun er optaget af at sikre høj trivsel hos sine kolleger. Niels sørger også hver eneste dag for at børn og elever i Allingåbro Børneby har de allerbedste betingelser for god læring og god trivsel.

Formand for fællesbestyrelsen ved Allingåbro Børneby, Jonna Madsen, stemte i med roserne til Niels. Jonna pointerede i sin tale til Niels: “Det du gi’r – det er det du får – og Niels mestrer at sprede trivsel, læring og arbejdsglæde der smitter i hverdagen – både hos børn og voksne.”

Nu kan Niels glæde sig til den store finalefest i Cirkusbygningen i København den 14. november, hvor Danmarks Bedste Kollega skal findes.
Vi ønsker Niels held og lykke

HK er initiativtager til kampagnen ”Danmarks Bedste Kollega”.
Læs mere her: www.hk.dk/raadogstoette/arbejdsmiljoe/arbejd-med-arbejdsmiljoe/god-kollegakarma