Indlæser Begivenheder

Hvor kommer maden fra? Hældes mælken fra koens patter direkte ned i mælkekartonen? Hvor på grisen sidder flæskestegen? Få svarene og stil dine egne spørgsmål, når hele Danmarks spisekammer åbner stalddørene til Åbent Landbrug den 18. september mellem kl. 10 – 16.  50 landmænd over hele landet tager imod børn og voksne, der gerne vil vide mere om, hvor maden kommer fra. Alle er velkomne, og det er gratis.

Her på egnen glæder Inge, Egon, Mogens og Martin sig til at byde dig velkommen på Enghavegaard, Elkjærslundvej 2, 8961 Allingåbro! På gården driver to generationer sammen økologisk mælkeproduktion. Køerne leverer dagligt 10.000 liter mælk, som bliver brugt til økologisk drikkemælk og på gårdens 400 hektar jord, bliver der dyrket foder til dyrene. Nogle af markerne bruges også til afgræsning i den periode, hvor dyrene går ude. Ved Åbent Landbrug den 18. september kan du bl.a. komme helt tæt på de små kalve, og fra kl. 14.30 – 16.00 kan du se, køerne blive malket.

– Ud over os selv har vi 2 medarbejdere på fuld tid samt 5 deltidsmedhjælpere, der hjælper med at passe dyr og marker. Med vores familiedrevet landbrug smelter arbejde og hobby sammen i hverdagen, udtaler familien.

Åbent Landbrug er en enestående lejlighed for både børn og voksne til at blive klogere på, hvor og hvordan dyrene på landet lever, hvordan afgrøderne på markerne kommer ind i laden sidst på sommeren, og hvordan maden ser ud, inden den havner på spisebordet.

– Vi er stolte af vores gårde, den moderne produktion og de fødevarer af høj kvalitet, der kommer derfra. Derfor viser vi gerne vores landbrug frem for de danskere, der vil have en god oplevelse eller blive klogere på, hvor deres mad kommer fra. Ved at åbne stalddørene håber vi på at skabe dialog mellem land og by, så vi kan komme tættere på de danskere, der hver dag køber de fødevarer, som vi producerer, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.
Besøget ved Åbent Landbrug er et blik ind i en moderne fødevareproduktion, hvor teknologi og robotter er en del af landmandens hverdag til gavn for både dyrevelfærden og fødevaresikkerheden.

Allerede nu kan du på www.aabentlandbrug.dk finde oplysninger og detaljer om de deltagende gårde. Følg også Åbent Landbrug på facebook.com/aabentlandbrug
I 2015 slog Åbent Landbrug rekord med 118.156 besøgende. På www.aabentlandbrug.dk kan man finde gårde over hele landet, der åbner stalddøren i forbindelse med Åbent Landbrug 18. september 2016.

Åbent Landbrug koordineres af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med landbo-, familielandbrugs- og fællesforeningerne, Arla, Mammen Mejerierne, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri, Danish Crown, Tican, SB Pork, Hjalmar Nielsen, Hedegaard, Gasa Nord Grønt og Dansk Gartneri).

For yderligere information:  Silke Lorenzen Projektkonsulent Tlf. 8791 2042 / 2328 3458 / E-mail: sl@landboforening.dk

Del denne historie, Vælg din platform!