Norddjurslands Valgmenighed

Norddjurslands Valgmenighed er en Grundtvigsk Valgmenighed, dannet i 1948.

Menigheden består af ca. 600 medlemmer, og har til huse i den Gamle Skole i Vivild.

Menigheden benytter både Vivild og Vejlby Kirker til gudstjenester.

Vil man vide mere, eller man ønsker at melde sig ind, kontakt da valgmenighedspræst eller bestyrelsen.

Alle kan deltage i gudstjenester og aktiviteter også uden at være medlem.

Se mere på www.norddjurslands-valgmenighed.dk

Kirkeåret lakker mod enden, og et nyt tager snart sin begyndelse. Konfirmanderne har afrundet dette kirkeår med en quiz om hhv. gudstjenesten, kirken og Det Gamle Testamente. Hver gang man svarede rigtigt, fik man en småkage. Der var tilsynelandende lidt forskel på, hvor meget de kunne huske... Men sjovt blev det - glæde og lyst skal drive værket! ... Se mereSe mindre

Kirkeåret lakker mod enden, og et nyt tager snart sin begyndelse. Konfirmanderne har afrundet dette kirkeår med en quiz om hhv. gudstjenesten, kirken og Det Gamle Testamente. Hver gang man svarede rigtigt, fik man en småkage. Der var tilsynelandende lidt forskel på, hvor meget de kunne huske... Men sjovt blev det - glæde og lyst skal drive værket!

I dag har konfirmanderne lært om troens fader, Abraham, der skulle ofre sin søn, Isak. De opførte historien som teater for deres præst, Signe. Her øver de: Isak ligger bundet på brændalteret, æslet er parkeret på gulvet, Abraham leder efter kniven i bæltet, fortælleren instruerer, og englen står klar til at gribe ind fra oven og sætte en stopper for galskaben... ... Se mereSe mindre

I dag har konfirmanderne lært om troens fader, Abraham, der skulle ofre sin søn, Isak. De opførte historien som teater for deres præst, Signe. Her øver de: Isak ligger bundet på brændalteret, æslet er parkeret på gulvet, Abraham leder efter kniven i bæltet, fortælleren instruerer, og englen står klar til at gribe ind fra oven og sætte en stopper for galskaben...

MINIKONFIRMANDER
Fra februar til påske afholder valgmenigheden minikonfirmandundervisning for alle interesserede 3. klassere i området. Undervisningen foregår tirsdage fra kl. 14.15-15.45 med opstart i konfirmandstuen på Søndermarksvej 43, Vivild, tirsdag d. 5. februar.
Øvrig tilknytning til menigheden er ikke en forudsætning, men hvis dit barn godt kunne tænke sig nogle gode stunder i den grundtvigianske ånd, skal I forældre sørge for at tilmelde dem hos vores præst, Signe, senest d. 1. januar på mail@norddjurslands-valgmenighed.dk eller SMS/opkald på 23679413. Barnets fulde navn samt kontaktoplysninger på min. én forælder bedes oplyses ved tilmelding.
Vi glæder os og håber på at se mange glade børn - spred gerne budskabet!
... Se mereSe mindre

Tak til de mange fremmødte for en smuk allehelgensgudstjeneste i går. Nedenfor kan de, der måtte have lyst, læse Signes betragtning til evangelieteksten (Matt. 5,13-16):

Nu sidder vi her igen, endnu et år er gået og livet har forsat sin gang: Nye liv er kommet til, mens andre er gået bort. Tiden fortsætter ubarmhjertigt sin hast fremad, alt imens vi prøver at følge med på livets vej, der af og til synes mærkværdig. Den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson skriver et sted: ”Vi har det ganske glimrende, men har det alligevel ikke godt, for hvad skal vi stille op med alle disse dage, selve livet, det er ikke nemt at finde ud af, hvorfor er vi til?”

Det er spørgsmål som dette, der til tider gør menneskelivet svært. Vi er, som det eneste dyr, udstyret med den Gudsbenådede evne, at vi kan tænke udover den tid og det rum, vi lever i. Det er en velsignelse, fordi det udvider vores horisont og giver livet perspektiv. Samtidig synes det som en forbandelse, fordi den evighed, vi kan gøre os tanker om, aldrig kan udgrundes eller forstås. Intet er så uudholdeligt som de ting, vi ikke kan forstå.

I torsdags brugte jeg denne Allehelgen som anledning til at drøfte to utroligt vigtige temaer med konfirmanderne, nemlig sorgen og døden. Det er to emner, som vi alle før eller siden skal stifte bekendtskab med, men som vi alligevel ikke holder af at tale om. Helst skal de pakkes væk, for hvad godt kan der komme ud af at tale om dem? Jeg er bange for, at det er en fatal fejl for vores livssyn, at vi er bange for døden. Tilsvarende er det en fatal fejl for forståelsen af kærligheden, at vi er bange for sorgen.

Sorg er et problem for det moderne menneske, fordi lidelse ikke er noget, et forstandigt og oplyst menneske vil acceptere. Har vi ondt i kroppen, går vi til læge. Har vi ondt i sindet, går vi til psykolog. Begge dele gør vi med ønsket om, at lidelsen skal forsvinde – og det kan man næppe klandre nogen. Dog er sorgen af en anden beskaffenhed. Den skal ikke diagnosticeres, hvilket nu desværre er tilfældet indenfor psykiatrien. Vi skal forstå, at sorgen er et grundvilkår ved livet – ikke fordi, det er meningen, at vi som mennesker skal lide, men tværtimod fordi vi som mennesker er elskende væsener. Og sorgen er kærlighedens uundgåelige pris. Den ene eksisterer ikke uden den anden. Alt hvad vi elsker, skal vi en dag miste – på den ene eller anden måde. Det er et vilkår. Ville livet da være bedre, hvis slet ikke vi elskede og vi således kunne undgå at miste? Ville vi ofre kærligheden, hvis det betød, at vi kunne undgå sorgen? Det håber jeg virkelig ikke, for hvor ville livet dog være tomt uden! Når sjælen tynges af sorg, skal det ikke behandles. I stedet skal vi lære at begå os i det stormvejr, som både kærligheden og sorgen bringer med sig. Ja, vi skal lære at begå os i det liv, vi som mennesker er blevet tildelt.

Måske fristes man til at spørge, hvor i alverden Gud er forsvundet hen, når vore elskede rives fra os. Hvor skal vi gå hen med vore frustrationer? Hvem skal vi skælde ud for uretfærdigheden? Ofte synes det er være perspektivet – og dét berettiget. Når tilværelsen giver os en lussing, er det meget svært at vende den anden kind til. Men hvad med det andet perspektiv, nemlig glæden ved at være blevet givet et liv med det menneske, vi nu savner? Hvor kan vi gå hen med den glæde? Hvem skylder vi æren for det lykkelige tilfælde, at vi blev en del af samme livshistorie? Det er to perspektiver, vi ikke kan behandle med forstanden, ligesom vi ikke altid har ord, der kan favne storheden i erkendelserne. Her rammer vi et tabu, der om muligt er større end sorgen og døden. Nemlig bønnen.

I bønnens væsen ligger accepten af, at noget udenfor os selv står over os. Det er svært for det moderne menneske, der alt for ofte bilder sig ind, at det er sig selv nok. Samtidig bliver bønnen dog det eneste redskab, vi har tilgængelig i de situationer, hvor forstanden ikke slår til. Bønnen om håb, lys og nåde. I bønnens sprog kan vi begræde vore klager og udsynge vore glæder. Det enestående ved bønnen er, at selvom den ikke besvares, efterlader den os aldrig forladt og alene.

Så til alle jer, der sidder her i dag opfyldt af kærlighedens afsavn: Husk at sorgens tårer, hvor ondt de end gør, ikke er uden mening. De vidner om, at I er blevet givet kærlighed og at denne kærlighed har opfyldt jeres hjerter. I er verdens lys. I er jordens salt. Med alt hvad I er. Det vi på det inderligste opfordres til, er at give plads til det hele menneske. Både det menneske, der med sin forstand kan gøre store ting – men også til det menneske, der på sorgens afgrund ikke kan finde mening i forstandens forklaringer. For begge de mennesker er ét og det samme. Det er os alle sammen. Og netop det menneske er jordens salt.

Sorgen må naturligvis ikke blive hele ens verden. Alligevel skal den have lov til at lyse – for tier vi den ihjel, begår vi overgreb på kærligheden. Og gør vi det, mister saltet sin kraft. Udfordringen består i at finde balancen. Udfordringen består i ikke at lade sig opsluge af selvmedlidenheden over at have mistet, men i stedet at opfyldes af glæden ved at være blevet givet. Selv da vil minderne smerte, men det vil være en anden smerte, fordi den tager sit udgangspunkt i kærlighedens taknemmelighed. Den bliver ikke selvkredsende, men udadskuende.

På den måde kan glæden spire midt i sorgen og livet blomstre på trods af døden. På den måde skal vi aldrig miste vor kraft, men i stedet vendes mod den verden og den livssammenhæng, vi er indsat i, og for hvilken vi er af altafgørende betydning. Så midt i livets brusen, blandt grin og gråd, må vi rejse os og gå med håbet, der ved Allehelgen liver op stærkere end nogensinde, nemlig håbet om, at lyset sejrer over mørket og at vi – med alle dem, vi har mistet – fortsat er forenede i den kærlighedens Ånd, der omslutter os, selv når vi ikke kan mærke det. Amen.
... Se mereSe mindre

Tak til de mange fremmødte for en smuk allehelgensgudstjeneste i går. Nedenfor kan de, der måtte have lyst, læse Signes betragtning til evangelieteksten (Matt. 5,13-16):

Nu sidder vi her igen, endnu et år er gået og livet har forsat sin gang: Nye liv er kommet til, mens andre er gået bort. Tiden fortsætter ubarmhjertigt sin hast fremad, alt imens vi prøver at følge med på livets vej, der af og til synes mærkværdig. Den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson skriver et sted: ”Vi har det ganske glimrende, men har det alligevel ikke godt, for hvad skal vi stille op med alle disse dage, selve livet, det er ikke nemt at finde ud af, hvorfor er vi til?”

Det er spørgsmål som dette, der til tider gør menneskelivet svært. Vi er, som det eneste dyr, udstyret med den Gudsbenådede evne, at vi kan tænke udover den tid og det rum, vi lever i. Det er en velsignelse, fordi det udvider vores horisont og giver livet perspektiv. Samtidig synes det som en forbandelse, fordi den evighed, vi kan gøre os tanker om, aldrig kan udgrundes eller forstås. Intet er så uudholdeligt som de ting, vi ikke kan forstå.

I torsdags brugte jeg denne Allehelgen som anledning til at drøfte to utroligt vigtige temaer med konfirmanderne, nemlig sorgen og døden. Det er to emner, som vi alle før eller siden skal stifte bekendtskab med, men som vi alligevel ikke holder af at tale om. Helst skal de pakkes væk, for hvad godt kan der komme ud af at tale om dem? Jeg er bange for, at det er en fatal fejl for vores livssyn, at vi er bange for døden. Tilsvarende er det en fatal fejl for forståelsen af kærligheden, at vi er bange for sorgen. 

Sorg er et problem for det moderne menneske, fordi lidelse ikke er noget, et forstandigt og oplyst menneske vil acceptere. Har vi ondt i kroppen, går vi til læge. Har vi ondt i sindet, går vi til psykolog. Begge dele gør vi med ønsket om, at lidelsen skal forsvinde – og det kan man næppe klandre nogen. Dog er sorgen af en anden beskaffenhed. Den skal ikke diagnosticeres, hvilket nu desværre er tilfældet indenfor psykiatrien. Vi skal forstå, at sorgen er et grundvilkår ved livet – ikke fordi, det er meningen, at vi som mennesker skal lide, men tværtimod fordi vi som mennesker er elskende væsener. Og sorgen er kærlighedens uundgåelige pris. Den ene eksisterer ikke uden den anden. Alt hvad vi elsker, skal vi en dag miste – på den ene eller anden måde. Det er et vilkår. Ville livet da være bedre, hvis slet ikke vi elskede og vi således kunne undgå at miste? Ville vi ofre kærligheden, hvis det betød, at vi kunne undgå sorgen? Det håber jeg virkelig ikke, for hvor ville livet dog være tomt uden! Når sjælen tynges af sorg, skal det ikke behandles. I stedet skal vi lære at begå os i det stormvejr, som både kærligheden og sorgen bringer med sig. Ja, vi skal lære at begå os i det liv, vi som mennesker er blevet tildelt. 

Måske fristes man til at spørge, hvor i alverden Gud er forsvundet hen, når vore elskede rives fra os. Hvor skal vi gå hen med vore frustrationer? Hvem skal vi skælde ud for uretfærdigheden? Ofte synes det er være perspektivet – og dét berettiget. Når tilværelsen giver os en lussing, er det meget svært at vende den anden kind til. Men hvad med det andet perspektiv, nemlig glæden ved at være blevet givet et liv med det menneske, vi nu savner? Hvor kan vi gå hen med den glæde? Hvem skylder vi æren for det lykkelige tilfælde, at vi blev en del af samme livshistorie? Det er to perspektiver, vi ikke kan behandle med forstanden, ligesom vi ikke altid har ord, der kan favne storheden i erkendelserne. Her rammer vi et tabu, der om muligt er større end sorgen og døden. Nemlig bønnen.    

I bønnens væsen ligger accepten af, at noget udenfor os selv står over os. Det er svært for det moderne menneske, der alt for ofte bilder sig ind, at det er sig selv nok. Samtidig bliver bønnen dog det eneste redskab, vi har tilgængelig i de situationer, hvor forstanden ikke slår til. Bønnen om håb, lys og nåde. I bønnens sprog kan vi begræde vore klager og udsynge vore glæder. Det enestående ved bønnen er, at selvom den ikke besvares, efterlader den os aldrig forladt og alene. 

Så til alle jer, der sidder her i dag opfyldt af kærlighedens afsavn: Husk at sorgens tårer, hvor ondt de end gør, ikke er uden mening. De vidner om, at I er blevet givet kærlighed og at denne kærlighed har opfyldt jeres hjerter. I er verdens lys. I er jordens salt. Med alt hvad I er. Det vi på det inderligste opfordres til, er at give plads til det hele menneske. Både det menneske, der med sin forstand kan gøre store ting – men også til det menneske, der på sorgens afgrund ikke kan finde mening i forstandens forklaringer. For begge de mennesker er ét og det samme. Det er os alle sammen. Og netop det menneske er jordens salt.

Sorgen må naturligvis ikke blive hele ens verden. Alligevel skal den have lov til at lyse – for tier vi den ihjel, begår vi overgreb på kærligheden. Og gør vi det, mister saltet sin kraft. Udfordringen består i at finde balancen. Udfordringen består i ikke at lade sig opsluge af selvmedlidenheden over at have mistet, men i stedet at opfyldes af glæden ved at være blevet givet. Selv da vil minderne smerte, men det vil være en anden smerte, fordi den tager sit udgangspunkt i kærlighedens taknemmelighed. Den bliver ikke selvkredsende, men udadskuende. 

På den måde kan glæden spire midt i sorgen og livet blomstre på trods af døden. På den måde skal vi aldrig miste vor kraft, men i stedet vendes mod den verden og den livssammenhæng, vi er indsat i, og for hvilken vi er af altafgørende betydning. Så midt i livets brusen, blandt grin og gråd, må vi rejse os og gå med håbet, der ved Allehelgen liver op stærkere end nogensinde, nemlig håbet om, at lyset sejrer over mørket og at vi – med alle dem, vi har mistet – fortsat er forenede i den kærlighedens Ånd, der omslutter os, selv når vi ikke kan mærke det.          Amen.

 

Kommenter på Facebook

Det er virkelig godt skrevet (sagt) Tak

Det er så sandt og sigende det du siger Signe. Tak for en hyggelig og tankevækkende gudstjeneste.

Kære Signe, ville ønske jeg havde været til stede. Det er meget smukt og tankevækkende.

Gode ord Signe. Vi har meget at være taknemlige for❤️

👍

+ Se tidligere kommentarer

I dag har konfirmanderne talt om temaet 'sorg og død'. Vi så nogle filmklip, gik en tur på kirkegården, hvor vi talte om de symboler, gravstene bærer, og så talte vi om det, som desværre stadigvæk fylder alt for meget i samfundet: berøringsangsten og uviljen til at acceptere lidelsen. Det er store emner, som de unge sagtens tør tale om - spørgsmålet er, om vi voksne tør tale med dem om det.

På søndag kl. 19.00 afholder vi allehelgengudstjeneste i Vivild kirke. Konfirmanderne vil deltage i gudstjenesten, hvor der blandt andet vil være navnelæsning og lystænding samt særligt musikalsk indslag. Alle er velkomne!Du kan se "Venner med døden" her: https://www.dr.dk/tv/se/boern/ultra/ultra-specials-2018/ultra-specials-2018-2/venner-med-doeden-1-2?ultra_app=true&ultra_he...
... Se mereSe mindre

Video image

 

Kommenter på Facebook

Load more