Indlæser Begivenheder

Hjælp medmennesker i nød

Søndag den 11. marts 2018 deltager Allingåbro i Folkekirkens Nødhjælps årlige husstandsindsamling. Vi håber at få så mange frivillige ud at banke på dørene, at alle sognets borgere får mulighed for at give mennesker i nød en håndsrækning.
Det kan være svært at rumme, når verden koger over af klimaforandringer, krig, uretfærdighed og katastrofer. Man får mest lyst til at lukke øjnene for grusomhederne. Men for mange er det heldigvis en umulighed at vende ryggen til – for det handler jo om mennesker.
Og heldigvis kan vi mennesker stadig hjælpe hinanden på tværs af grænser. Her i sognet bliver det fx muligt at omsætte sin næstekærlighed til konkret hjælp ved at gå en rute søndag den 11. marts, når Folkekirkens Nødhjælp næste gang afholder husstandsindsamling.
Nye måder at yde hjælp til selvhjælp
Det er tit de fjerneste og allerfattigste samfund, det går værst ud over, når kloden hærges af fx klimaforandringer. I kraft af et stort, lokalt, kirkeligt netværk når Folkekirkens Nødhjælp helt derud og styrker de svageste. Men der må tænkes i nye, innovative baner for at vinde kapløbet med klima, flygtningestrømme og befolkningstilvækst.
Folkekirkens Nødhjælp har netop sat et pilotprojekt i gang, hvor udvalgte kvinder i flygtningelejren Kakuma i Kenya lærer at opdrætte fårekyllinger. Insekter er ekstremt næringsrige, nemme at avle og langt mindre ressourcekrævende end traditionelle former for kødproduktion. I første omgang skal fårekyllingerne avles i større bokse og males til insektmel, som kan bruges til blandt andet næringsrige kiks.
Et andet projekt i Kakumalejren lærer flygtninge at dyrke køkkenhaver på højkant. Forskellige typer grøntsager spirer lag på lag inde i store sække med huller i og vokser så ud af hullerne og opad i flere niveauer. Dyrkningsmetoden kræver meget mindre vand end almindelige køkkenhaver, og samtidig kan man firedoble sin høst. Det giver nærende mad til både at spise og sælge af.
I alle Folkekirkens Nødhjælps projekter gælder princippet ’Hjælp til selvhjælp’. Modtagerne af hjælpen er altid direkte involverede og lærer samtidig nye metoder, der gør dem mere robuste.
Sådan støtter du:
1. Ved at møde op i Sognegården kl 10, og gå rundt med til nogle af byens husstande, for at samle ind. Ruterne tager ca. 1,5 time, der er en forfriskning bagefter eller
2. Vær klar til at støtte når indsamlerne kommer rundt.

Indsamlingen foregår i et samarbejde mellem menighedsrådet og spejderne

Del denne historie, Vælg din platform!