Allingåbro Borgerforening har i den seneste tid arbejdet på at producere en podcast, som skal fortælle om nogle af de mennesker, som er med til at tegne livet i Allingåbro.
Podcasten som har fået navnet Allingåbro under overfladen og indtil videre ligger der to episoder klar på de mest almindelige podcastkanaler blandt andre Spotify og Apple Podcast.
”Vi havde lidt svært ved at genkende det billede som nogle gange bliver fremstillet, når journalister kommer udefra og skal fortælle om livet i Norddjurs på TV eller i podcasts” fortæller Poul Hovgaard fra Allingåbro Borgerforening og fortsætter ” Vi synes der er så mange spændende mennesker i byen, som har en historie at fortælle, og der er podcastmediet rigtig godt, da lytteren høre historien direkte fra fortælleren”
Poul Hovgaard er da også selv gæst i den første episode af Allingåbro under overfladen, hvor han sammen med Susanne Salling fortæller om arbejdet med Allingåbro Portalen, som er den samlende hjemmeside for aktiviteterne i Allingåbro. ” Vi var nødt til lige at teste formatet og udstyret, så vi startede med os selv som prøvekaniner” siger Poul Hovgaard.
I episode 2 møder vi Bjarke Christensen, som er meget aktiv i Allingåbro og som blandt meget andet har genoprettet seniorfodbolden i Allingåbro. Og det er da også fodbolden der er omdrejningspunktet, når han besøger Jan Salling, som er vært på Allingåbro under overfladen. Jan er selv bosat i Allingåbro og har sammen med andre frivillige kræfter et stort ønske om at fortælle den gode historie om byen. Og det er som udgangspunkt også grundideen med podcasten, ud fra præmissen at indbyggerne i en by er altid de bedste ambassadører, når det kommer til at tiltrække nye indbyggere. Poul Hovgaard forklarer det således ” Vi ser Allingåbro, som en by fuld af spændende mennesker og et godt fællesskab, og det vil vi gerne fortælle verden omkring os, og der er denne podcast endnu et tiltag til at gøre netop det”
Læg en kommentar