Endnu en skøn Havnefest i Allingåbro

Fra morgenstunden er der aktivitet på Ib´s plads. Det store telt er allerede stillet op og foran det er der ved at blive sat op til marked, og i Lunden har spejderne gjort klar til at tage i mod gæsterne. Det er lørdag d. 20. august og der er havnefest i Allingåbro. Selvom regnen driller en smule er der alligevel hurtigt god stemning på pladsen. Først på formiddagen sørger syngepigerne for at havnestemningen er intakt med diverse sømandsviser hevet op fra den bedste skuffe. De der trodsede den stille regn og drog ud på motionsbanko vender stille og roligt tilbage fra en dejlig gåtur og inden længe kommer de første af spejdernes tømmerflåde til syne på åen. I år var det Vivild der løb med sejren, men der var højt humør og kæmpe smil over hele linjen, da en stolt forældreflok stod klar med tørt tøj til de seje spejdere. I mens er der liv og glade dage på pladsen, hvor blandet andre Ørsted Rideklub gav mulighed for en ridetur til børnene, også funballs i åen var et hit og tryllekunstneren Trifolikum trak et stort publikum af børn og voksne, som alle morede sig rigtig meget. Derudover stillede CAD oldtimerne deres flotte veteranbiler frem. Blandt de forskellige stande til Havnefesten var også den nyeste forening i Allingåbro, nemlig byens nye matrosforening, som til havnefesten fik en del tilkendegivelse fra mænd som gerne vil være medlemmer. Matrosforeningen forventes at starte op i efteråret.

I år havde vi som noget nyt lavet auktion på nogle udvalgte ting fra Byens Butik. Borgerforeningens formand Benno Blæsild førte os på bedste vis gennem auktionen, som ikke alene levede til fulde op til forventninger om gode priser, men også var særdeles underholdende at overvære.

Bacheriet havde i samarbejde med Hotellet lavet lækkert kagebord til eftermiddag, og Madxpressen leverede den velsmagende aftensmad som rundede en dejlig dag af.

Vi i Borgerforeningen vil gerne sige tak til alle, der var med til at gøre Havnefesten til en dejlig dag. Tak til jer, der har lagt mange timers arbejde i det. Og tak til jer, der kom ned for at være med. Derudover vil vi også gerne sige velkommen til alle jer, der til Havnefesten blev nye medlemmer i Borgerforeningen. Nåede du ikke at komme ned forbi vores stand, og vil du gerne være medlem, så fortvivl ikke, du kan sagtens nå det endnu, klik her og se hvordan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *