Hvert år i uge 34 sker der løjer i Norddjurs Golfklub.

Der tilbydes billig greenfee, forskellige konkurrencer, morgenmad, frokost og ikke mindst grillpølser, fadøl, kaffe, kage og is – alt sammen til særdeles rimelige priser.

Derudover kan der købes outlet kvalitetstøj fra BackTee, hvorfra vi har lånt en mobilshop, der holder ved golfklubben i uge 34 og 35. Alle – også ikke-golfspillere er velkomne til at besøge os ved mobilshoppen. I uge 35 er der åbent hver dag kl. 12 – 15.

For 3 år siden, da vi begyndte at forhandle BackTee tøj, blev vi tilbudt mobilshoppen i uge 34. Vi sagde straks ja, og fik deraf idéen til at gøre uge 34 til en rigtig festuge.

Det hele kulminerer med en åben turnering lørdag, hvor golfspillere fra alle golfklubber er velkomne. I år deltager 84 i denne turnering. Efter turneringen serverer vi helstegt pattegris og vi underholder med levende musik leveret af 2 frivillige venner af klubben.

Der er rigtig mange præmier til denne turnering. Foruden Norddjurs Golfklub er BackTee og Carlsberg sponsorer med præmier. Endvidere har et af vore medlemmer samlet mange præmier ind fra forskellige detailhandlere i nærområdet, så rigtig mange deltagere vil gå hjem med noget under armen efter turneringen.

Lørdagsarrangementet afvikles selvfølgelig efter alle Corona-forskrifter.

Vi annoncerer landsdækkende i Golfbladet, Golfavisen, Facebook og hjemmeside og selvfølgelig gennem vore medlemmer, som flittigt inviterer golfvenner med på banen.

Vi har igennem uge 34, haft mere end 600 spillere på banen.

Det er Annie Pihl og Inge-Lis Mørch som er arrangører og tovholdere på initiativet. Derudover er der i år næsten 50 frivillige, der hjælper til på forskellige områder – og selvfølgelig bidrager faste medarbejdere i sekretariat og køkken med deres arbejdskraft.

Det er ikke uden grund at vores motto er ”Vi samler på venskaber”.

/Mads Malmmose Sørensen