I 31 år har Christian Sloth været en del af først skolen og siden hele Børnebyen, og i mere end 20 år har han ovenikøbet stået i spidsen som henholdsvis skoleleder og aftaleholder. Men når det ringer ud til sommerferie, siger Christian Sloth samtidig tak for denne gang til Allingåbro Børneby.

Christian Sloth har gennem sine år i Allingåbro sat et evigt aftryk, men han har altid gjort det ved at fremhæve fællesskabet og medarbejderne fremfor sig selv. Derfor havde han heller ikke tænkt, at det skulle markeres, men for en gangs skyld blev han overrasket over, hvad der skete i boldspilsalen. Her havde Fællesbestyrelsen og medarbejderne nemlig arrangeret en reception, og det var en meget overrasket Christian Sloth, der pludselig stod ansigt til ansigt med mere end 100 nuværende og tidligere medarbejdere samt bestyrelse og repræsentanter fra byen.
Borgerforeningen havde bidraget med penge til kage, sodavand og lignende som en markering af det mangeårige gode samarbejde.

Som en helt særlig gave havde Fællesbestyrelsen og medarbejderne fået produceret et skilt med påskriften ”Sloths Pladsen”, der fremover vil få en fremtrædende plads i skolegården som et minde om de mange timer og gode år, som Christian Sloth har givet skolen, børnebyen og Allingåbro. Christians evne til at skabe nærvær, trivsel og et brobyggende samarbejde vil blive savnet, men vil samtidig leve videre i ånden.