Borgerforeningen præsenterer – Slagter Drachmann / Djurs Slagtehus

Allingåbro er for nylig blevet en forretning rigere. På Hovedgaden står der et sort skilt, som tydeligt viser at her er der en slagterbutik. Og hvilken flot butik! De to kølemontre som fylder det meste af butikkens længde bugner af lækkert kød, lige til at lægge på grillen og tilbehøret der passer til, står i store skåle i disken ved siden af – sammen med adskillige slags pålæg, som bare venter på at blive skåret op og komme med hjem på sommerens frokostborde. Oksehovedet på væggen bringer tankerne tilbage på slagterbutikker som i gamle dage, men selv om der er styr på traditionerne, vidner kølediskens indhold og butikkens øvrige inventar, om at vi her har at gøre med en moderne slagter med ambitioner.

Bag disken står Slagtermester Bo Drachmann. Sammen med sin hustru Rikke og syv ansatte er det ham der står bag butikken på Hovedgaden og slagteriet i Jernbanegade. Han har efter 3 år i Ørsted Slagtehus slået sig ned i Allingåbro, hvor der var mulighed for at drive butik sammen med slagteriet. Foruden butikken og slagteri er der også rig mulighed for at bestille mad ”ud af huset” Her sørger Rikke for at lave alt fra smørrebrød, pølsebord og til større buffeter med mange forskellige valgmuligheder, alt sammen efter kundens ønske.

I slagteriet slagter de både kreaturer, svin, får og geder. Når vi taler med Bo skinner det igennem at lokale råvarer af høj kvalitet og dyrevelfærd er noget der virkelig ligger ham på sinde. De svin han slagter står ikke i en transport vogn i flere timer, som regel har de ikke længere end ½ times transport og ofte kommer de dagen før og hviler sig i slagteriets stald inden slagtning. Det mener Bo giver en bedre kvalitet i det færdige produkt. Han har også planer om snarest at introducere kunderne for økologisk gedekød og måske på sigt også økologisk oksekød.

Han har allerede etableret et samarbejde med flere af de andre lokale virksomheder. Ud fra den overbevisning at vi når længst, hvis vi hjælper hinanden, har han fundet sig godt tilpas i Allingåbro. Og han har gode, nye ideer til hvordan vi som borgerforening, kan fortsætte arbejdet med at sikre samarbejdet mellem de erhvervsdrivende og kendskabet til forretningerne hos de øvrige borgere.

I den halve time vi er i butikken, bliver vi ofte afbrudt af kunder, der skal have alt fra saltet flæsk til grisehaler. Bo fortæller at det er gået over al forventning her i starten, rigtig mange lokale er glade for at der igen er en slagterbutik i byen, men også rigtig mange sommerhusgæster ligger vejen forbi den velasorterede slagterbutik på Hovedgaden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *