Laredo er kendt af mange, ikke kun i Allingåbro, men også længere ude i verden. Når f.eks. Mosten MC i Bode Enge afholder Engelsk træf og Raceday strømmer bikere til Allingåbro fra nær og fjern for at besøge Ruth. Vi er også taget på Laredo for at få en snak med Ruth om hvordan det er at drive værtshus i en by som Allingåbro.
Det er fredag eftermiddag inde ved baren sidder en håndfuld mænd og får en øl. Væggene og baren er beklædt med mørke træbrædder, borde, sofaer og stole er også mørke, det leder tankerne hen på en blanding af hyggen i en østrigsk bjælkehytte og det råheden i det vilde vest. Der bliver snakket og grinet i baren, det er tydeligt at folk kender hinanden og hygger sig.
På opslagstavlen hænger der en A3 invitation til fødselsdag – 22 år, det er så længe at Ruth har haft Laredo. Inden da var hun dagplejemor, og så har hun haft en glorværdig håndbold karriere, hvor hun var på kvindelandsholdet i 1970-1975, og har derudover i en årrække været træner i AIF, en trænerkarriere hun lagde på hylden, da hun overtog Laredo.
Laredo har ligget, hvor det er i dag siden 1973 – det har altid heddet Laredo og det har altid haft træ på væggene. Det kunne en ombygning i 2010 da heller ikke ændre på, det ændrede dog åbningstiderne fra hele ugen, til at det nu kun er fra torsdag til søndag.
Ruth er tydelig stolt af hvad hun har bygget op, flere gange nævner hun sammenholdet som nøgleord. Et eksempel er at hvis der er arrangeret bustur til landskamp, koncerter o.lign er Laredo ofte stedet hvor man samles og stedet hvor sluttes. Hun oplever også at sammenholdet i byen er blevet bedre over de sidste år. Hun har været ved i revyen siden den startede og har fra sin plads på scenen og bag baren på Laredo kunne følge, hvad der sker i byen, og hun er ikke i tvivl om at Allingåbro er på vej op – både hvad angår handel og sammenhold. Fra Laredo er der direkte udsyn til Det kreative hus, og Ruth er ikke i tvivl om at der sker gode ting der – og i resten af byen.
Læg en kommentar